Q&A – spørg numerologen!

Jeg har igennem min uddannelse, og i valget af den, fået en lang række spørgsmål fra min omgangskreds. Nogle af dem har jeg valgt at tage med her, så I kan få et indblik i, hvilke spørgsmål jeg oftest får omkring mit valg af at arbejde med numerologien. Måske er der endda nogle spørgsmål, som du selv sidder med.

 

Hvad er det, der gør, at ens navn giver en forskellige værdier og vibrationer? Hvordan virker det?

Alt i universet udsender vibrationer. Hvert bogstav har sin vibration, som numerologi omregner til tal, så man kan regne ‘værdien’ af et navn ud. Alt det tekniske bag numerologien, har jeg samlet på denne side, hvis du vil lære den bagomliggende viden.

 

Har du oplevet situationer, hvor en læsning var helt ved siden af?

Nej. Det har jeg ikke. Hvilket er en af grundene til at jeg er så fascineret af numerologien, jeg har stadig svært ved at fatte, at læsningen af tallenes vibrationer, kan give så unikke indblik i andre mennesker.

 

Hvad kan man opnå i sit liv, efter man har arbejdet med en kyndig numerolog?

Man opnår en enormt selvindsigt. Afhængig af hvordan man indgår samarbejde med en numerolog, vil resultatet være forskelligt. Men hvis vi tager udgangspunkt i en dybdegående tolkningssession hos mig som numerolog, så vil jeg give dig et indblik i, hvilke energier du bærer med dig. Jeg vil sætte spotlight på de ting, hvor du virkelig shiner, og de steder du måske har udfordringer. En numerologisk tolkningssession kan hjælpe med at forstå ens handlingsmønstre, give indblik i, hvorfor man reagerer som man gør. Numerologien er et redskab til at forstå, hvordan ens essens kommer til udtryk i denne verden. Derfor vil jeg jo (naturligvis) foreslå, at alle mennesker oplever en numerologisk tolkningsession, så de kan få sat deres handlingsmønstre i perspektiv.

 

Hvorfor numerologi?

Fordi jeg simplethen ikke kan forstå, at tal kan fortælle noget om mennesker. Og derfor blev jeg jo nødt til at undersøge det. Jo mere jeg dykker ned i numerologien, jo mere fascinerende synes jeg, det er. Det er blevet en værktøjskasse, som jeg ikke kan forstå, jeg tidligere har undværet. Det føles lidt som om, man igennem numerologi, har “regnet” universet ud – bogstaveligt talt. Det er et fantastisk fascinerende værktøj.

 

Har du selv skiftet navn/benyttet det?

Jeg har selv skiftet navn overraskende mange gange i mit liv. Men jeg har kun skiftet navn numerologisk en gang. Jeg er vokset op med et fornavn, jeg altid har vidst ikke var mit rigtige navn. Hele mit liv har jeg ville hedde noget andet, og da jeg var 15 år, fik jeg lov til at vælge et mellemnavn, og her tog jeg Laura. Jeg har altid vidst, jeg skulle hedde Laura – hvilket, sjovt nok, er et navn, du gerne giver i et 9’er setup.

 

Hvad ville du ønske, alle vidste om numerologi?

At det er et værktøj, du kan bruge til at forstå mennesker. Der er mange, der har utroligt mange fordomme om numerologi, hvilket jeg også selv havde. Jeg troede, som mange gør, at det handler om at få et så mærkeligt navn som muligt, og det hele bare er noget flyvsk åndssvagt hurlumhej. Man kan bruge numerologi i alle aspekter af ens liv, og i alle perioders af ens liv, hvis man ønsker at forstå sig selv bedre.

 

Hvad er den største misforståelse folk har omkring numerologi?

At man ikke kan arbejde med numerologi uden at skulle gå i hvidt hørtøj, have krystaller omkring sig og brænde røgelse af i tide og utide. Selvom det er en spirituel videnskab, kan “almindelige mennesker” godt bruge numerologien i deres hverdag. Numerologi kan virke meget spacy, når man møder det første gang. Men hvis man er åben omkring det, så vil man blive overrasket.

 

Findes der “forkerte” navne?

Der vil nok være nogle numerologer, der vil sige ja. Men det synes jeg ikke, der er. Jeg mener, alle navne er “rigtige” – MEN der er nogle navne, der bærer vibrationer, som mennesker generelt ikke er godt tjent med. Nogle vibrationer er generelt svære at leve med, hvorfor man viger uden om dem, når man giver nye navne. Der er ingen grund til at give vibrationer, de færreste kan styre positivt.

 

Kan man leve glad og i trivsel med et “forkert” navn?

Ja, det kan man. Alle vibrationer, altså alle navne, har positive og negative aspekter i sig. Nogle er dog overvejende enten positive eller negative, men selv det mest negative, kan trækkes positivt ud, hvis den der bærer det, kan det. Det tager dog oftest lidt længere tid at leve godt i et setup, der har udfordrende vibrationer.

 

Følger udfordringerne/problemerne ikke bare med, selvom man skifter navn?

Når man skifter navn, så skifter man vibrationerne. Og det sker ikke bare, når ens nye navn er godkendt. Det tager 1-2 år at give slip på de gamle vibrationer og træde ind i de nye. Derfor vil denne periode være lidt turmult, både for krop og sind. Man får nye energier, som man nu kan arbejde med, men man skal selvfølgelig arbejde for at lære dem at kende. Hvis du skifter navn og smider sig på sofaen, så sker der ikke en lige så stor forskel, som hvis du vælger at arbejde dig ind i dit nye setup. Selvfølgelig kan du ikke undgå en skilsmisse, hvis du skifter navn, men du kan lære at ændre den måde, du håndterer det på.

 

Passer mit navn til det liv, jeg har/ønsker?

Dit navn kan ikke passer forkert til dit liv. Dit navn kan “passe forkert” til den måde, du ønsker at leve dit liv på. Måske vibrationerne står i vejen for, at du kan leve mere harmonisk i dine forhold, eller ikke giver dig power nok til at manifestere det arbejdsliv, du drømmer om. Så man kan ikke sige, at dit navn ikke passer til dit liv. Dit navn, og dets vibrationer (energier), kan arbejde med eller mod dig, og hvis du oplever meget indre modstand i livet, kan det tyde på, at dine vibrationer ikke arbejder med dig imod dine mål i livet.

 

Hvis det ikke passer til det liv, jeg har/ønsker, hvordan kan man så rette op på det?

Så er det, man kan skifte navnet og få plads til de energier, der bedst muligt understøtter dig og dine ønsker. Der er også en af grundene til, at der er nogle mennesker, der skifter navn flere gange igennem livet. Nogle ønsker at udvikle deres energier, eller endda udskifte dem, flere gange i løbet af livet.

 

Har mit navn haft betydning for måden, jeg er vokset op og blevet et menneske på?

Ja! Det har det uden tvivl. De energier, du bærer med dig, påvirker dig hele tiden og altid. De vil derfor have formet dine handlingsmønstre igennem din opvækst.

 

Hvad er det ved numerologi, som har overbevist dig om, at det kan noget?

Det er, når jeg som numerolog sidder med et andet menneske og kan fortælle om deres handlemønstre, hvem de er, og hvilke udfordringer de har. Det er, når jeg gang på gang, kan fortælle om menneskernes essens. Det tog mig ærlig talt rigtig lang tid at blive overbevist om, at numerologien er et værktøj, som alle mennesker kan gøre brug af.

 

Hvad har du gjort for dig personligt/hvordan har det forandret dig/hjulpet dig?

Det har gjort en stor forskel for mig personligt at lære numerologien at kende, fordi jeg nu forstår mennesker på en meget bedre måde. Tidligere i mit liv har jeg måske været lidt for firkantet overfor mennesker, og jeg har haft svært ved at forstå, hvorfor de “ikke bare” gør det ene eller det andet. Jeg er blevet klogere, og jeg har endelig forstået, at mennesker i deres essens er forskellige. Det har jeg ikke altid forstået.

 

Hvad er dit formål eller din vision med at gå ud i verden med numerologien? Hvad tror du på, at den kan?

Mit formål med at arbejde med numerologien er at hjælpe mennesker med at se og forstå sig selv på et dybere niveau. At skabe en forståelse for, at universet er større end, hvad traditionel videnskab kan fortælle os. Jeg tror, at numerologien kan hjælpe mennesker med at forstå hinanden, sig selv og de energier, de har omkring sig.

 

 

Alt det bedste,

Laura Aurora